Vi publicerer hermed en uofficiel dansk oversættelse af Folkebevægelsen Perus udtalelse i anledning af 172-året for Manifestet.
Proletarer i alle lande, forén jer!
DET KOMMUNISTISKE PARTIS MANIFEST VEDBLIVER AT VÆRE EN GYLDIG FANE INDTIL KOMMUNISMEN
Vi hilser det internationale proletariat og verdens folk med glødende glæde og revolutionær optimisme ovenpå anledningen af, at det Kommunistiske Partis Manifest af Marx og Engels, fra februar 1848, fylder 172 år.
„Manifestet“ er udgangspunktet for den Internationale Kommunistiske Bevægelse. Før var der forsøg, forgangere; i Marx’ og Engels’ eget arbejde har vi deres deltagelse i Kommunisternes Forbund, men dette Kommunisternes Forbund var en masse af forskellige opfattelser, det var ikke et tydeligt udtryk for proletariatet.
Det er kun med det Kommunistiske Partis Manifest, at kommunisterne for første gang hejser deres standpunkt og deres program, og det er udgangspunktet, hjørnestenen eller grundstenen, som hele bygningen står på, alt det, der udgør den store marxisme-leninisme-maoisme; det begyndte med Manifestet, der forbliver en gyldig fane indtil Kommunismen, ikke som Khrusjtjov sagde: at han var færdig med sin mission med SUKPs program af ’61, med hensigten at fjerne klassestandpunktet og erstatte det med en rådden borgerlig opfattelse, en grundig og fuldkommen revision af al marxisme. Derfor er Manifestet vores udgangspunkt, den militære grundsten, fordi der vil gå tusinder af år og når der er Kommunisme, vil det fortsat blive betragtet som den store begyndelse, der førte til den nye menneskehed.
Det internationale proletariats ideologi opstod i klassekampens smeltedigel som marxisme, blevsenere til marxisme-leninisme og derefter til marxisme-leninisme-maoisme. Således har proletariatets almægtige videnskabelige ideologi, almægtig fordi den er sand, tre etaper: 1) marxisme, 2) leninisme, 3) maoisme; tre etaper, momenter eller milepæle i dens dialektiske udviklingsproces; fra den samme enhed, som i hundrede og fyrre år begyndende med det Kommunistiske Manifest, i klassekampens mest heroiske epoke, i forbitret og frugtbar to-linjekamp i selve de Kommunistiske Partier og i det enorme arbejde udført af tænkningens og handlingens titaner, som kun vor klasse kunne frembringe, har tre uforgængelige lys udmærket sig: Marx, Lenin, Mao Tse-tung, som gennem store og især tre storslåede spring har væbnet os med den uovervindelige marxisme-leninisme-maoisme, i dag hovedsageligt maoisme.Perus Kommunistiske Parti: »Om marxismen-leninismen-maoismen«, Enhedsbasis, 1988.
Engels fortalte os, at alle klasser inden proletariatet havde en omvendt genspejling af virkeligheden, hvad betyder dette? Den, der ikke kan forstå sandheden som den er, kan ikke tage modsigelsen som den er; ikke-proletariske ideologier er vanskabninger, de er ikke videnskabelige, og roden er meget konkret: de er baseret på udbytningen, på privatejendommen til produktionsmidlerne, imens proletariatet ikke er baseret på ejendommen til produktionsmidlerne eller på udbytningen, dets historiske mission er netop at ødelægge privatejendommen til produktionsmidlerne for at bortfeje al eksisterende udbytning og forskel.
Vores opfattelser om det internationale proletariat er produktet af en meget høj uddybning, er mere end 2.500 års viden, der er omarbejdet ud fra det internationale proletariats standpunkt og interesser. Det kaldes strengt et proletariat og er internationalt, fordi det er én klasse, så vi har kun én ideologi.
Det er klassekampens heltemodige epos, selvfølgelig er det kun klassekampen, der kan frembringe vores opfattelse, vores ideologi; kun proletariatet, med sin storslåede og uophørlige omformning af den materielle virkelighed gennem sin produktive praksis eller klassekampen, hvis centrum er politikken som erobringen og forsvaret af magten for klassen ved at smuldre andre magter, kun som en forskningspraksis kunne klassen, der frembringer Tankens og Handlingens Titaner, blive legemliggjort som den storslåede ideologi, som vi hejser og altid vil hejse. I den store proces udskilles tre uforgængelige lys: Marx, Lenin og Mao Tse-tung.
Vi anerkender også Engels’ arbejde, han er en grundlægger af marxismen. Men det var Marx, der med sit store antal talenter og handlingsevne blev hærdet som det første Førerskab, især anerkendt af Engels; det var han, der foreslog, at den nye ideologi skulle baseres på Marx.
Vi anerkender også Kammerat Stalin. Kammerat Stalin var en stor marxist-leninist. Begik han fejl? Ja, men han solgte aldrig revolutionen, som Formanden har lært os, hans fejl var på grund af en utilstrækkelig forståelse af dialektikken, at drage på metafysikken, deraf problemet med Kammerat Stalin; men ingen kan benægte hans enorme rolle og ingen kan fjerne hans status som Fører af det internationale proletariat i årtier, hans store forsvar af leninismen, det var han, der definerede den og gennemtvang den i verden; Kammerat Stalin forsvarede proletariatets diktatur og stod for første gang for opbygningen af socialismen. Det var i hård kamp hovedsageligt imod Zinovjev. Ingen kan benægte den store indsats han gjorde i II. Verdenskrig. Han har selvfølgelig gjort bidrag! Han kan ikke benægtes, vi må vide hvordan han skal værdsættes.
Så vi har fem, sammen med de tre er der fem; men det er en plejade, et betydeligt sæt af store personligheder, af tænkere og handlere. Det er den der har låst op. Hvorfor har vi ikke opført? For at gøre det tydeligt, at der er tre store personligheder: Marx, Lenin, Formand Mao Tse-tung, det er grunden.
Vores ideologi er en dialektisk proces gennem store spring, selvfølgelig er der tre store! Tre store kvalitative spring: Marx, Lenin, Formand Mao Tse-tung. Men disse tre store kvalitative spring kunne ikke forstås uden andre store, mellemstore og endog små spring og med disse uophørlige spring, omend de kan være elementære. Det er på denne måde at den store dialektiske proces, frembragt af proletariatet, der frembringer mennesker, som kun klassen kan frembringe, er nået til marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen.
„Det grundlæggende i maoismen er magten“. Er den det grundlæggende hos Marx? Selvfølgelig; da Engels sammenfattede marxismen, sagde han: „Det kan sammenfattes således: At alting er en kamp omkring erobringen eller forsvaret af magten.“ Hos Lenin er „magten revolutionens centrale problem“. Hos enhver kommunist, trods alt. Mere eksplicit: 1) Magten under proletariatets ledelse i den demokratiske revolution; fordi det er et fællesdiktatur, hvad vinder proletariatet? Ledelsen. 2) Magten i proletariatets diktatur under de socialistiske og kulturrevolutionerne. 3) Magten baseret på en væbnet styrke under ledelse af det Kommunistiske Parti, erobret og forsvaret gennem Folkekrigen.
Og hvad er maoismen? Maoismen er marxismen-leninismens ophøjelse til en tredje, ny og højere etape i kampen for den proletariske ledelse af den demokratiske revolution, udviklingen af socialismens opbygning og fortsættelsen af revolutionen under proletariatets diktatur som proletarisk kulturrevolution; når imperialismen fordyber sin forrådnelse og revolutionen er blevet hovedtendens i historien, midt i de komplekse og største krige set indtil i dag og den uforsonlige kamp imod den moderne revisionisme.Perus Kommunistiske Parti: »Om marxismen-leninismen-maoismen«, Enhedsbasis, 1988.
I dag konfronterer maoismen situationer, der ligner den, leninismen konfronterede, og ligesom det nye og marxismen altid kun har taget skridt fremad gennem kamp, vil maoismen også gennemtvinges og anerkendes. Som Formanden sagde: „Marxismen har aldrig taget ét skridt frem i livet uden kamp.“ Og et stort kvalitativt spring, så stort som han har gjort, en ny etape, vil det nemt blive accepteret? Nej, det skal modstås, benægtes, udspørges, forhøres. Og så sætter nogle spørgsmålstegn ved almengyldigheden af Folkekrigen. Vi henviser ikke hovedsageligt til revisionisterne, da de er åbent og rasende imod den, men til højre og centrum inden for IKB, der hævder at være maoister. Derfor går vi til maoismens kilde for at se på dette problem.
Formand Mao bekræfter på ny, hvad Marx etablerede: „Revolutionen er en voldshandling, hvorved én klasse erstatter en anden.“ Men han går videre og fortæller os, at det er en almengyldig lov uden undtagelse. Det er ekstraordinært.
Formanden fortæller os, at det er en almengyldig lov og specificerer volden som krigen og Hæren for at erobre magten og således løse de grundlæggende modsigelser i et samfund; han siger at denne almengyldige lov uden undtagelse finder anvendelse overalt, dvs. almengyldighed, det er han, der har ophøjet det. „At indlede, udvikle eller føre krigen for at forsvare sig“, selvfølgelig; men nogle mener at krigsproblemet kun er indtil de erobrer magten. Og så er der ikke noget problem om krigen? Så hvordan forsvarer den nye stat sig, hvordan?: Den forbereder sig på krigen! Og Formanden har gentaget til udmattelse nødvendigheden af at forberede sig på krigen og foreslog det! Sagde han det ikke altid? Hvorfor anså han krigen for at være nøglen? Selvfølgelig er det når han siger: „Jeg frygter freden mere end krigen!“, at krigen er grundlæggende for ham. Vi har således aktuel eller potentiel Folkekrig, dette er Folkekrig til Kommunismen.
Folkekrigen, proletariatets militære teori, indebærer almengyldighed; dette er det punkt, der diskuteres.
Folkekrigen er almengyldig, og man skal forstå den vel. Hvad menes der? At det gælder under alle omstændigheder, hvor proletariatet leder, uden hensyn til typen af revolutionen: om den er demokratisk, om den er socialistisk eller om den er en kulturrevolution, anvendes den; og ved at tage hensyn til de specifikke betingelser i hvert land.
Formanden er nøglen til guerillakrigen som strategi, han argumenterer for at krigen kan føres i hele landet som guerillakrigen, dvs. at den leder det hele og dermed opløftes til et strategisk niveau. Som han siger: „Vi er ikke som Sovjetunionen, der har en regulær hær, der benytter sig af guerillaen“, siger han, det er meget tydeligt i „Strategiske problemer i krigen mod Japan“, hvor han rejser de seks strategiske problemer, hvilken krig det er, guerillakrigen, baseret på dén, vi gentager strategisk. Det er problemet hos Formanden og det forstås ikke særlig godt, de forstår ikke dette problem godt. Det er i Kina at Formanden opløftede den til det strategiske niveau, den er ikke længere et komplement, det er hvad vi er nødt til at forstå.
I den Kinesiske Revolution ses en elementær guerilla i begyndelsen, så der er en guerillahær, ja, og i Kina blev der frembragt en guerillahær med regulær karakter; vi understreger at nogle siger en regulær hær, det er ikke sådan, de har taget fejl, den har regulær karakter; hvorfor? Fordi den regulære hær er af ny type, der ikke bare er nogen regulær hær, som struktureres efter den demokratiske revolutions sejr.
I Kina var udkæmpedes guerillakrigen, hvis væsen er flydende, med dette instrument. Bevægelseskrigen opnåedes i Kina gennem guerillakrigen. Med en guerillahær med regulær karakter udvikledes store strategiske operationer, f.eks. felttogene i Nordøstkina og erobringen af Peking, en stor mobiliseringen. Yangtse-passet: I Yangtse-passet blev 1.200.000 mand mobiliseret. Erobringen af storbyerne, Shanghai: 13 millioner indbyggere, med en vidunderlig koordinering af opstanden indefra og fremrykningen af Hæren, der allerede blev kaldt for Folkebefrielseshæren. Fordi Hæren også har haft flere navne ift. de reorganiseringer, den har oplevet: den har været en Arbejderhær, den har været en Rød Hær, en Arbejder- og Bondehær, den har været en Anti-Japansk Hær og en Folkebefrielseshær, og det er ikke blot et navn. Det svarer til et politisk kriterium og en militær strategi. I Folkekrigen i Kina har vi alt! Fra guerillaer dannet af én person sendt til et punkt med forpligtelsen til at rejse en guerilla, der sammen med nogle få angreb en post med en stavpistol, til erobringen af Shanghai, det hele går gennem guerillahæren, går gennem regulær karakter, går gennem flydende karakter, bevægelighed, stillinger, angreb og indtagelse af byer og gadekampe, det er det mest komplekse og vanskelige som II. Verdenskrig har vist, at det er den dødeligste krig der er, i angrebskappestriden forstås det, vi taler ikke om atomvåben, der er et andet problem. Hvad mangler der i Folkekrigen, hvilket eksempel mangler?
Det er derfor fejlagtigt, når man taler om den Kinesiske Revolution og det siges, ja, det er en guerillakrig, de tænker kun på guerillakrigen på Cuba, de ser ikke virkeligheden, hvordan den Kinesiske Revolution og Folkekrigen var i Kina, der indeholder alle disse spørgsmål. Der har været stillingskrig, bevægelseskrig, flydende karakter fra starten; overfald på mellemstore byer, små tidligere, også store; klassekamp? Det har der været; hvad har der manglet, opstande? Hvordan forestiller de sig, at byerne blev erobret? Dermed mangler der intet; hvad der sker er at de ikke ved eller ikke kan huske eller ikke vil huske: hvordan er revolutionen og hvordan ledes Folkekrigen af Formanden? Derfor mener vi at den kan anvendes på alle betingelser, fordi der er alt; for ikke at nævne de principper, vi alle kender: enhedsstrategien, der er nøglen i Formand Mao Tse-tungs militære teori.
Så vil det blive sagt: Jamen Folkekrigen kan ikke føres imod atomvåben, eller hvad?; Nuvel, Formand Mao planlagde udviklingen af Folkekrigen efter reorganiseringen af Hæren af ny type til atomkrig. Formand Mao Tse-tung sagde, at atomvåben ikke ændrer krigen, det er blot endnu et våben til generaliseret nedslagtning, dvs. at det ikke ændrer krigens karakter, fordi krigens karakter er politisk, den er politik med krigsmidler, det ændres ikke. Formand Mao Tse-tung beordrede produktionen af atombomben og brintbomben; i året ’64 sprængtes atombomben for første gang. Så vidste Formanden noget om atombomben og missiler eller ej? Vi skal studere den militære teori grundigt, hvad er våben? En udvikling fra stenen til raketten, ja, hvad er der ellers? Så Formanden undfangede udviklingen af Folkekrigen med atomvåben og raketter.
Kan Folkekrigen, som er proletariatets, den sidste klasses, militære teori, overvindes? Nej; Årsag: Det er den sidste klasse.
Alt, der står skrevet her, er hvad den største nulevende marxist-leninist-maoist, Formand Gonzalo, har undervist; han sammenfatter på mesterlig vis:
[…] Folkekrigen er proletariatets militære teori, den har universel gyldighed, derfor anvendes den overalt, og Formanden i Kina har allerede demonstreret det. Og et socialistisk hjemland kan faktisk forsvares, ligesom det, som Formanden havde instrueret, med Folkekrigen, selv ved at bruge atomkrig; men nøglen vil altid være at udvikle massekrigen, at udvikle guerilalkrigen, så aggressorerne vil synke ned i et væbnet hav, hvorfra kun lig forlader, det er spørgsmålet. Og den er uovertruffen, borgerskabet kan aldrig finde en overlegen strategi; ingen udgået klasse har været i stand til i historien at overvinde en ny klasse i generationen af en ny type krig, aldrig! Hvad de har gjort, er ganske enkelt og tydeligt bevæbnet til tænderne, men jo mere de har bevæbnet, det er når mere de nærmet sig dets sammenbrud, og det er hvad endda reaktionære strateger siger. Fra det Persiske Rige ved vi allerede, hvordan det blev bygget, da de organiserede værdien, og hvordan de sank, da de fokuserede på våbnene; Hvorfor?, fordi Formanden igen har fortalt os om at etablere en ubevægelig lov, “mennesket er det afgørende”, som han sagde: “så længe der er masser og et Kommunistisk Parti, vil alle mirakler blive udført”, fortalte han os ikke dét?; Det henviser til miraklerne, som de nye klasser har gjort, massen, det vil sige problemet med Folkekrigen.Formand Gonzalo.
Hvad er kernen da, og hvad er der i debatten? “Et centralt og afgørende spørgsmål er forståelsen af Folkekrigens almengyldighed og dens deraf følgende anvendelse under hensyntagen til de forskellige typer af revolution og de specifikke betingelser for hver revolution.” Vi forsvarer maoismens fulde gyldighed og Folkekrigens almengyldighed for at erobre og forsvare den Nye Magt.
Det er 172 år af det internationale proletariat og verdens folks kamp, der har givet os store milepæle i erobringen og forsvaret af den Nye Magt gennem den revolutionære vold, som i dag kun kan være Folkekrigen, hvor Pariserkommunen i 1871, den Store Socialistiske Oktoberrevolution i Rusland, triumfen af revolutionen i Kina og den Store Proletariske Kulturrevolution i Kina, og i dag Folkekrigene i Peru, Indien, Tyrkiet og på Filippinerne, udskiller sig.
Det er 172 af kommunisternes og massernes liv, der ofres i overflod af den Proletariske Verdensrevolution under parolen, som „Manifestet“ etablerede: „Proletarer i alle lande, forén jer!“, som betingelsen for den sejrrige udvikling af den Proletariske Verdensrevolution.
I kampen for proletariatets internationale enhed blev den Internationale Arbejderforening grundlagt af Marx og Engels, den II. Internationale af Engels, som han ledede i den sidste del af sit liv, og den III. Kommunistiske Internationale, grundlagt af Lenin, hvilket hjalp med til at sprede kommunismen i verden og smede Partiet af ny type. I dag har vi ikke nogen Internationale; det er grunden til at de marxistisk-leninistisk-maoistiske Partier og Organisationer i verden sejrrigt kæmper for virkeliggørelsen af den Forenede Internationale Maoistiske Konference og for at give liv til Proletariatets Nye Internationale Organisation, ved at knuse revisionismen, højre-opportunismen og centrismen. Marxismen har lært os, fortæller Formand Gonzalo, at kommunisterne er bestanddele af kun én klasse i verden, det internationale proletariat, og det er opdelt, men har unikke, identiske klasseinteresser, med en uopløseligt forbundet skæbne og deraf kommer det at vi må ledes af den proletariske internationalisme, der hejser, forsvarer og anvender parolen etableret i „Manifestet“. En specifik revolution skal altid overvejes inden for verdensrevolutionen. Endnu mere fordi vi udvikler os i den Nye Æra, der begyndte med den Store Oktoberrevolution i 1917. Kommunismen vil ikke ske i ét land, enten træder vi alle ind i den, eller ingen gør. Derfor udvikler vi revolutionen og Folkekrigen i Peru som en del af og tjenende verdensrevolutionen.
Endelig gentager vi i denne højtidelige fejring den forpligtelse, der blev udtrykt til Perus Kommunistiske Partis I. Kongres af Formand Gonzalo, til revolutionens helte:
Vi samler disse liv, dette forbillede, dette blod og brændemærker dem i vores eget kød, de antender vores eget sind og spænder vores vilje mere og mere, så denne sti åbnes med indsats, der aldrig er set her, og det vil være forbavselse i århundrederne, en sti, som vi fortsætter, indtil vi udfører den opgave, de insisterede på. Den bedste hyldest, som vi kan give Jer, og vi befaler Jer i dag, er at fortsætte på den vej, i den retning, og vi vil ikke stoppe, som et Parti, som en klasse, som masser, vi vil ikke stoppe sammen med det internationale proletariat, sammen med de Kommunistiske Partier og de enorme masser af verdens folk, og vi stopper ikke før Kommunismen. Lad det være den alvorlige forpligtelse, som vi påtager os i dag igen, til denne Kongres i hyldest til folkets helte.Formand Gonzalo, 1988.
EVIG HÆDER TIL MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN!
Folkebevægelsen Peru, februar 2020
(*) Tælles indtil den I. Samling i PKPs I. Kongres, februar 1988